Niels Klausens blog om
Hvis det ikke går på mit nye arbejde, tror jeg at jeg bliver fiskeinstruktør. Det viser sig nemlig, at jeg har flair for at lære fra mig. I hvert fald når det handler om min store passion lystfiskeri.
Forleden havde jeg min nye kollega John med ud til en putntake-sø, i håb om at lære ham hvordan man bruger en fiskestang. Han har tilsyneladende aldrig prøvet at fiske før, hvilket undrede en som mig, som nærmest er vokset op på bredden med fiskenet i den ene hånd og fiskestang i den anden. Jeg er dog også fra en lille by i udkanten af Danmark, hvor der ikke var særligt meget andet at give sig til. Modsat er John fra Aarhus og det er ikke fordi det urbane miljø indbyder til fisketure. Da jeg fandt ud af, at han aldrig havde fisket før, besluttede jeg mig for, at det var på sin plads han fik det prøvet. Jeg pakkede derfor to fiskestænger og det mest nødvendige grej i bilen og kørte afsted mod Johns adresse. Alene synes af fiskestænger gjorde John en smule nervøs, kunne jeg se. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor han så på fiskestænger som var de sværd, rifler eller et eller andet våben beregnet til at slå mennesker ihjel. Det grinte jeg en smule over indvendigt. Den ærefrygt som John havde overfor de to fiskestænger blev dog hurtigt tæmmet, da jeg fik forklaret ham hvordan det fungerede. Det tog ikke lang tid, før snøren var i vandet og vi begge stod og slappede af foran søens spejlklare vand, hvor vi kunne nyde stilheden og hinandens selskab. Det lyder måske lidt paradoksalt, men jeg tror mænd er bedre til at være sammen i stilhed end kvinder er. Der gik dog ikke lang tid, før stilheden blev afløst af et lille hvin fra min fiskemakker, som allerede havde fået noget på krogen. Jeg fløj over til John, som stod og hev og sled i fiskestangen med en sådan kraft, at jeg frygtede linen ville sprænge. Den holdt heldigvis, men desværre slap fisken alligevel fra os. Lidt et antiklimaks, men det virkede alligevel som om, at det tændte noget i ham. Vi endte med at tilbringe 4-5 timer ved søen med fiskestænger i vores hænder, inden vi blev enige om, at det var tid til at komme hjem. Mørket havde så småt gjort sit indtog, ligesom det var blevet køligt i vejret. På vej hjem i bilen var der ingen tvivl om, at det bestemt ikke var sidste gang min nye fiske-makker skulle på fisketur, for han talte stort set ikke om andet hele vejen hjem. Jeg siger ikke, at det udelukkende er min fortjeneste, men havde det ikke været for min kyndige vejledning, var Johns første fisketur sikkert ikke blevet ligeså stor en oplevelse for ham. Så måske jeg skulle undervise i fiskeri?
0 Comments
|
Niels KlausenJeg er 32 år, singlefar til to og yderst dedikeret lystfisker. ArchivesCategories |